Vision
Alle har ret til deres egen seksualitet – også unge med særlige behov. Sex betragtes som en naturlig del af menneskelivet og ikke som noget tabubelagt. Vi søger at danne de unge til en for dem sund og personligt bevidstgjort seksualitet, herunder også viden om grænser, normer og etik.
Målsætning
Det skal være rart at være en del af stu Kerteminde, hvilket betyder at alle elever såvel som personale, har en fælles forståelse og indsigt i regler og omgangsform vedrørende seksuel adfærd.
Det er vores mål, at eleverne på stu Kerteminde bliver støttet og vejledt i deres seksuelle udvikling. Det er vores mål, at eleverne, når de går ud af stu, har viden om seksualitet og sundhed ud fra egne forudsætninger.
Personalets metoder og forpligtelser
En af personalets vigtigste opgaver er, at sikre en åben dialog, skabe tydelige rammer og indbyde til en åben og empatisk tilgang til seksualitet. Da der arbejdes relationelt, er personalet forpligtede til at have en skærpet opmærksomhed på egen relation til de unge, når snakken falder på sex.
- Hvad er min rolle i denne sammenhæng?
- Skal jeg vejlede og støtte eller skal jeg respektere privatlivets fred?
Det er spørgsmål, personalet hele tiden må stille sig selv.
Der påhviler personalet en indberetningspligt til ledelse i det øjeblik, man har mistanke til overgreb eller seksuel mistrivsel i øvrigt. Ledelse bringer da evt. div. instanser ind i billedet, skønnes det nødvendigt/relevant.